Hyggeligt, roligt kvarter med gåafstand til by og vand
Lønstrup er en lille hyggelig by med omkring 600 fastboende. Den ligger på Nordjyllands vestkyst, ca. 15 km vest for Hjørring, hvor man ad E39 har omkring to timer til Aarhus. Byen har stort supermarked, restauranter i flere prislejer, iscaféer, tøjbutikker og flere arbejdende kunstnere og kunsthåndværkere. Nogle steder kan man se til, mens der arbejdes, og f.eks. på Glashuset kan man på nogle tidspunkter få lov at lave sin egen souvenir. Fyrtårnet på Rubjerg Knude er værd at se - det besøges hvert år af flere hundrede tusinde gæster. At det i 2019 blev flyttet væk fra skrænten under stor mediebevågenhed har ikke mindsket interessen. Der er masser af andre oplevelser i omegnen, og det vil føre for vidt at nævne dem alle, men der er oplevelser nok til mange ferier.
Her er vi midt i byen i et kvarter, hvor der kun er 2 minutters gang ned i byen og 5 minutter til solnedgangspladsen og stranden. Grunden er plan og med en stor græsplæne mod syd. Indkørslen er belagt med grå granitskærver og bilen kan parkere i en carport. Der er stakit i skellene og nogle staudebede her og der - men stadig god plads til boldspil i haven. Der er morgenterrasse ved fordøren, en delvist overdækket terrasse mod syd og en aftenterrasse mod nordvest med udgang direkte fra havestuen.
Huset er i kraftigt, sortmalet træværk med hvide udhæng, vinduer og døre. Der er tag i fibercement, dog har carporten et plasttag, der kan trænge lidt lys igennem. Indvendigt kommer man direkte ind i en stue med spiseafdeling og brændeovn (det er værd at bemærke, at brændeovnen er fra 2017 og dermed ikke skal udskiftes). Til højre har man adgang til køkkenet, baggang, bad og 2 værelser. Til venstre har man udgangen til den overdækkede terrasse mod syd og adgang til havestuen, som er blevet til den faste opholdsstue. Her er der et rigtig dejligt lysindfald og vinduer til 3 sider, gavlvinduerne endda til kip. Fra havestuen er der udgang til aftenterrassen, der ligger helt afskærmet fra vejen.
Huset udlejes ikke, da det er sælgers privatbolig. Hvis boligen skulle indrettes mere til udlejning, så kunne man flytte køkkenet ind i spisestuen, og så lave et ekstra soverum i køkkenet. Der skulle etableres en ny adgang til husets baggang, men i lyset af de øvrige ændringer vil det være en mindre omkostning. Hvis huset således var indrettet til udlejning, vil der være et indtjeningspotentiale i omegnen af 80-100.000 om året. Som huset står nu, kan det give en indtjening op til 60-80.000.
Fordi huset er sælgers privatbolig, medfølger der kun en begrænset mængde inventar. Det giver køber god mulighed for at indrette huset efter sit eget hoved.