Skallerup Klit er et dejligt ferieområde. Når man kommer til toppen af den gamle indlandsklit, så er det værd at tage et lille stop og kigge ud over landskabet, hvor sommerhusene ligger som en hel by i området ned mod strande. Der er altid flag, der blafrer i vinden og med det evigt skiftende Vesterhav i baggrunden kan man mærke feriestemningen krybe ind under huden. Skuldrene synker et par millimeter - og så er man klar til ferie. Nærmeste by er Lønstrup, som kan nås på 10 minutter i bil eller et kvarter på cykel langs stranden. Der er dagligvarebutik, caféer, restauranter, kunsthåndværkere og butikker af næsten enhver art. Skallerup Seaside Resort har i øvrigt også en lille købmandsbutik. Centret har også restaurant og pizzeria, badeland, mountainbikespor og meget andet, man som turist i området enten kan få eller købe adgang til. I foråret 2022 åbnede "Haws" surfcenter med café, surferskole og udlejning af udstyr i den tidligere købmandsbutk. Og så ligger resten af Nordjylland lige for med oplevelser for enhver. Lige fra Rubjerg Knude Fyr, der i efteråret 2019 blev flyttet 70 meter væk fra skrænten til Tornby Gamle Købmandsgård, der bl.a. viser legetøj fra farfars eller oldefars barndom. Der er nok til mange ferier.
Grunden her er stort set plan og med lidt beplantning af fyr i skellet mod nordøst og ellers med græs, som ikke er slået over det hele. Der er ca. 500 meter at gå til stranden, hvor man går ned over den nye kystsikring. Husets terrasser vender mod syd og vest og de er til dels skærmet med stakit, hvilket giver både mere læ og privatliv. Vejene herude er meget lidt befærdede, men er man meget tidligt oppe om morgenen, kan man godt være heldig at se rådyr, hare eller ræv.
Det røde sommerhus er i kraftigt 1-på-2 træværk. Taget er fibercement/eternit. Udhæng og vinduer er hvidmalede og der er hvide plasttagrender. Vægge og lofter er overalt i lys fyrrustik med hvide bjælker, og hvor det er muligt, er der lofter til kip. Stuen har trægulv og køkkenet vinyl. Poolrum og badeværelser har flisegulve. Poolrummet har i øvrigt varmepumpe til luftudskiftning og rumopvarmning. Dette rum indeholder også en stor hjørnespa, en sauna og et mindre teknikrum. Begge badeværelser har brusebad, og på det største er der også blevet plads til en vaskemaskine. Stue og køkken er ud i et, kun adskilt af en halvmur, og den store brændeovn kan nemt varme rummet op, hvis der skulle være råkoldt en aften. Huset har tre soverum. De to er indrettet med dobbeltseng, og det tredje indeholder i alt 4 sovepladser i køjesenge.
Ejendommen udlejes gennem Novasol med husnummer A05365. Den forventes at kunne give en indtjening på 140-150.000.
NB: Boligskatter er beregnet ud fra de foreløbige vurderinger for 2024.