Bæltet 4, Lønstrup, 9800 Hjørring

Absolut bedste og mest mondæne beliggenhed i Lønstrup.

Der er en enestående havudsigt og udsigt ned over byen. Ejendommen ligger højt over havets overflade i området kaldet Møllebakken, hvor de gamle, murede "kongevillaer" ligger. Her er ingen støj, støv eller gener i øvrigt. Alt er overladt til prima sol- og læforhold.
Lønstrup er en af Danmarks mest originale feriebyer uden nogen former for tivoli og alt er meget velholdt i hele byen. Lønstrup har i modsætning til mange andre feriebyer liv og aktiviteter hele årat rundt. Der er en mangfoldighed af keramikere, glaspustere, sølv- og guldsmede, gallerier, fotoatelier etc.
Byen byder på alle typer restauranter, lige fra den enkle frokost til Michelin-niveau på Villa Vest - som i øvrigt nærmest hænger ud over havet med en helt unik beliggenhed.

Hele Nordjylland ligger åben med oplevelser nok til mange ferier. Vi skal blot nævne nogle få: Rubjerg Knude Fyr ligger omtrent 2 km syd for byen. Her kommer årligt mere end en kvart million gæster, og det har ikke mindsket interessen, at fyret i 2019 blev flyttet 70 meter væk fra skrænten. Skallerup Seaside Resort ligger i 10 minutters køreafstand mod nordøst og byder på gourmetrestaurant, romersk bad og wellness, børnebadeland, tennisbaner og mange familieaktiviteter. Der kan spilles golf i Vennebjerg, Løkken og Hjørring.

Ejendommen er helt unik og har en grund på 1.485 kvadratmeter. Der medfølger 2 grunde, en på 800 m2 og en på 5.090 m2. Der må dog forventes et veto fra grundejerforeningen, såfremt der ønskes bygget på disse grunde.

Området er åbent og græsklædt. Ejendommen er indrettet, så der er en solgård med læ og en terrasse med læmur og glas i toppen, så man har læ OG havudsigt. En yndet aftenbeskæftigelse er at sidde på terrassen og se solen gå ned. Det er et nyt skuespil hver aften - og der er noget om snakken: man har ikke set en solnedgang, før man har set solen gå ned i havet.

Det fuldmurede hus har tegltag i fuldstændig klassisk stil. Det er oprindeligt bygget i 1914, men restaureret, til- og ombygget, så man i dag har en charmerende blanding af nyt og gammelt. Den gamle del har synlige loftsbjælker, og i kontrast hertil har den nyeste del af huset lofter til kip. Klassiske radiatorskjulere, moderne brændeovn med konvektion, glaspartier imellem bygningsdelene, der lukker meget lys ind... der er så mange ting at se og opdage, at det kun kan opleves fuldt ud ved en fremvisning.

Huset indeholder i sin grundplan en entré med opgang til førstesalen, køkken, opholdsstue, spisestue, en lille udsigtsstue, et master bedroom med eget badeværelse samt endnu et badeværelse. Fra dette soveværelse er der adgang til en hems, der kunne være soveplads til et par børn. Førstesalen indeholder to værelser og et toilet. Endelig er der en kælder med viktualierum og et udhus med plads til havemøbler og hynder mv.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.